Historien
fortalt af Niels Wamberg
Her rigtignok man smauser
Med alt for skarpe Saucer,
Men ellers kraftig føde,
som kan på sulten bøde.
Og er nu den ej altfor stor,
da kan du til maves glæde,
dig mæt for 16 skilling æde,
thi brødet har du frit på bord.
Således sang de unge kunstnere hos spisevært Bang i Lille Kongensgade 83 fredag, den 18. november 1842.
Den nye forening skulle have et navn. Forslag blev lagt i en høj hat. Forslag fra dekorationsmaler Weber blev trukket af den unge maler H. Rasmussen. Han blev iøvrigt kaldt Ras Rafael. Hans bror var musiker og gik under navnet Ras Paganini.
På Webers seddel stod 18. nov. Og det blev foreningens navn. En af de 27 kunstnere jublede højt over forslaget. Han hed Peter Frederik Nordahl Grove. Dette er virkelig en hyldest til vor mester Bertel Thorvaldsen, råbte han. Og det syntes alle de andre også det var.
Her overfor er et maleri af Nordahl Grove, som den 18. november 1842 lige var blevet 20 år. Han udstillede i 18. nov. i 1882, 3 år før sin død, og senere på en mindeudstilling over ham i 1942. Min mor købte dette billede i 1938 på en auktion for 20 kr. Men det var vist mange penge den gang.
Derpå en sal i Lille Kongensgade,
Ja, herregud, en bagsal var det kuns.
Men vi var barnlige og vi var glade,
vi havde nøjsomhed - og beuf og punch.
sang medlemmerne i 1852, ligesom vi kunne have gjort det i dag.
I 1867, på 25 års dagen, ændrede foreningen navn til det, den hedder i dag: Kunstnerforeningen af 18. nov.
Den første fest, der afholdtes i foreningen var en julefest. Den fandt dog ikke sted hos spisevært Bang i Lille Kongensgade. Lokalet var blevet for lille og for primitivt. Man havde fundet et bedre hos restauratør Køhler i Pilestræde 17. Pilestræde lå den gang i et rigtigt restaurationskvarter. Her blev foreningen i det næste halve år.
Lejen var 3 gange højere, men det var rygtedes, at foreningen var værd at være medlem af, så inden for 4 måneder var der kommet 38 nye medlemmer.
Ved julefesten fik alle medlemmerne små gaver som vokslys, mandler, rosiner og silkebånd, som de kunne hænge op på juletræet derhjemme. Ud på aftenen opførte man et teaterstykke. Der var nemlig flere af foreningens medlemmer, der havde et udpræget dramatisk talent. Især Ballin Gunst, der tillige var en stor komiker, Stilling og den alle tilstedeværende Saloman. Forestillingen var Sganarels Rejse til det philosophiske land. Og gæt, hvem der spillede hovedrollen. det gjorde Saloman. Man sluttede af med masser af punch og sang:
Husk det muntre Pilestræde
Nr. 17, første sal
Der er liv og der er glæde
sang og spil og karneval.
Men nu viser det sig, at der faktisk er et vers til, som jeg nu vil læse op:
Og så var fru Sperati,
Som man kured til - ak ja!
Og så punch man blev plakat i,
Men især, når kassen ga'!
Og det gik lidt bedre med økonomien, den gang i 1843. Gælden var kun 1 rigsdaler, så - som kassereren bemærker, der er råd til at leje en fløjte og en klarinet, hvis det ikke er alt for dyrt.
Der var også råd til nogle ekstra øvelsesaftener i eget sanglokalet. Det var mulighvis af hensyn til de ikke-syngende medlemmer, der i stedet spillede dam og domino. Møderne var altid om mandagen.
Hende der fru Sperati, som givetvis har været et flot kvinde, for hvis fødder medlemmerne har nedlagt deres hjerter, ved vi desværre meget lidt om. Hun er ikke omtalt i nogen referater eller breve. Hun var måske kone til kapelmusikeren Sperati, der boede i Stormgade.
Pladsen blev efterhånden for trang i Pilestræde. Ude på Nørrebro, der den gang lå ude på landet, havde man fået kik på en beværtningshave for "bedre" folk og kunstnere. Den ejedes af skibskaptajn Gram. Blandt de mere kendte kunstnere, der kom her fast, kan nævnes Bissen og Freundt. Det var på hjørnet af Fælledvejen.
Hertil flyttede Kunstnerforeningen incl. klaveret samt et nyligt anskaffet litografi af Thorvaldsen i guldramme i maj 1844. Herude mødtes medlemmerne så hver mandag. Og de kom næsten alle sammen til hvert møde, for - som det hedder - der var den gang så godt som ingen andre distraherende sommerglæder i København. Ved siden af musikken spillede medlemmerne især kegler. Men et helt nyt medlem, Ludvig Meisling var dygtig til at spille og sammen med nogle andre medlemmer arrangerede han et "Strauss"-orkester. Samtidigt kunne man også høre H. C. Lumbye spille Strauss med sit orkester inde på Hotel d'Agleterre. Strauss blev meget populær.
Her ude på Fælledvejen blev foreningens første love skrevet. I formålsparagraffen stod der: "Foreningens formål er at uddanne og fremme et lærerigt samliv iblandt kunstnere."
I dag står der: "Foreningens formål er at virke for kunstnerstandens interesser i ind- og udland og at fremme det personlige samvær mellem kunstnere."
Altså næsten det samme. Som formand valgtes arkitekten J. F. Holm.
Efter sommeren flyttede foreningen igen. Denne gang til restauratør Ginderups lokaler i Købmagergade 70. Og her indførtes medlemmernes udstillingsvirksomhed. Hver mandag ny udstiller - med efterfølgende kritik fra medlemmerne. Det var faktisk den eneste kunstkritik, der fandtes i datidens København. Derfor var det også den gang meget eftertragtet at udstille i 18. november.
Det stod også i lovene - ligesom nu - at man skulle aflevere et eget værk ved optagelsen i foreningen. Sekretæren dengang efterlyser i sine notater bidrag fra Lundby og Skovgård, men er glad for bidragene fra maleren P. S. Krøyer, arkitekten Ferdinand Mehldahl og foreningens formand gennem en række år maleren Axel Schovelin.
Om sommeren begyndte man nu at holde til i "Villaen" ved Blegdamsvej, hvor den utrættelige xylograf Meisling forlystede medlemmerne med fyrværkeri ude på Sortedamssøen.
Lige et par om Bertel Thorvaldsen. Skulpturen er nu sat i stand af skulpturkonservator Søren Rasmussen fra Thorvaldsens Museum, som også velvilligt yder et økonomisk tilskud til restaureringen.
Statuen her i foreningen fik vi i 1942, da vi blev 100. Det var en gave i 12 stykker af vort medlem, daværende museumsdirektør Sigurd Schultz. Der findes i dag 4 eksemplarer af statuen.
Der er én i Nysø, som skulle være originalmodellem, én i Rom, én på Thorvaldsens Museum (som er en afstøbing af den i Rom, og som Bissen brugte til sin marmorudgave i 1859. Den har nummer A162) og så vores, der har nummer 162.
Vores har sandsynligvis været anvendt til 2 bronzeafstøbninger. Den ene i 1875 til opstilling i Reykjavik, og den anden i 1894 til Central Park i New York og støbt af bronzestøber Rasmussen i København.
Ved juletid i 1846 flyttede foreningen for vinteren. Denne gang til et nyt værthus "Bechmann" i "hvælvingen" på hjørnet af Fortunstræde på Amagertorv.Og her holdt man så en julefest med et stort juletræ, og hvor man gav hinanden gaver. Ligesom nu.
Den blev af medlemmerne beskrevet som særdeles vellykket.
2 år efter kom ”det mærkelige år”. Det var 1848. Mange af medlemmerne meldte sig frivilligt til deltagelse i krigen mod Preussen. Blandt de, der ikke vendte tilbage var maleren I. T. Lundbye og landskabsmaleren C. E. Dalgas. Det var også en tid, hvor interessen for foreningsliv med sammenkomster var lidt vanskelig at opretholde. I efteråret 1849 var antallet af medlemmer dalet til omkring 40. Der afholdtes ingen møder eller nogen generalforsamling. Der var ingen bestyrelse, og der blev ikke opkrævet kontingent. Men foreningen eksisterede. Dette mærkelige år strakte sig i virkeligheden over 4. Frem til 1852.
Når foreningen kunne bestå uden faktisk at bestå, skyldtes det den meget stærke kammeratskabsfølelse, der den gang fandtes mellem kunstnere, en følelse af at være noget for sig, en særskilt stand, en kunstnerstand, der gjorde front mod publikum og mod kritikken. I standen var der ingen rangforordning. Alle var lige. Der udviklede sig – står der i de gamle skrifter – en broderskabs- ligheds- og frihedsfølelse blandt foreningens medlemmer.
Men så kom Sørensen. Æresmedlem, maler og medstifter af Kunstnerforeningen Frederik Sørensen ville vække foreningen. Han gjorde foreningens første formand interesseret i at genopstille. Tømrermester, tegner og formand for Borgerrepræsentantionen Harald Kayser blev på ny valgt til formand. Arkitekt Eckersberg blev genvalgt som kasserer. For at forny foreningen noget, for at give den en frisk pust, fik Kayser indført, at foreningen også kunne optage musikere, digtere og skuespillere som medlemmer. Dog måtte disse ikke udgøre mere end 1/3 af medlemsskaren. Der kom mange nye medlemmer. En overgang udgjorde de ikke-billende kunstnere en fjerdedel af medlemsantallet. Disse medlemmer havde heller ikke andre foreninger, de kunne melde sig ind i på den tid. Men det kom. Og så dalede antallet.
Men som sagt. Der var kommet liv i kludene. Igen. Samtidig med, at Kunstnerforeningen var gået hen og blevet noget af en fagforening for de billedende kunstnere - mere end blot en selskabelig forening.
En af foreningens nye medlemmer var Erik Bøgh. Han skulle komme til at spille en ikke ubetydelig rolle i foreningens historie. Bøgh var en meget populær person i København. Han var journalist og optaget i foreningen som litterært medlem. Han var en meget dygtig viseskribent, kunne skrive taler og teaterstykker og gjorde foreningens virke kendt ude omkring ved at omtale den i sit satiriske blad ”Dit og Dat” og senere ”Folkets Avis”, uden at nævne foreningens navn. Men hans væsentligste indsats for foreningen var dog hans bidrag til digte og sange bl.a. til nytårsrevuerne. Han gav et stort bidrag til morskaben, og mere forlangtes foreløbigt ikke.
Den 23. november 1852, da man skulle festligholde foreningens 10 år dag foregik det i nye lokaler hos Teknisk Institut i Læderstræde på 2. sal. I den anledning havde Erik Bøgh skrevet en lille jubelcantate:
O, hvilken fryd og glæde,
At bo i Læderstræde!
Det var også på dette tidspunkt, foreningen begyndte at udstille egne kunstværker. Det som vi stadigt gør hver måned. Den gang kunne medlemmerne tage venner og bekendte med til ferniseringen, og mange af de udstillede billeder blev solgt.
Det var vel foreningens netop genvalgte formand, Harald Kayser, der havde sørget for, at man kunne leje af disse lokaler. Kayer var tegner, men også tømmermester og formand for Københavns Borgerrepræsentation. Læderstræde 26 er der, hvor Hennes & Mauritz i dag har til huse ud mod parallelstrøget.
I foreningen var der på den tid et utroligt kammeratligt forhold, stærkere end hos studenterne. Man var ligesom et broderfolk, der benyttede enhver lejlighed til at feste. Og det var gode fester. Ikke mange i byen København kendte noget til foreningen – måske som i dag – men Erik Bøgh skrev som redaktør for sit blad ”Dit og Dat” og senere for sin avis Folkets Avis ofte om festerne, dog uden af nævne foreningens navn, hvilket gjorde læserne særdeles nysgerrige: Hvem og hvor holder man sådanne pragtfulde fester? I skal huske på, at på denne tid var der let sind og letsind i byen, godt humør over hele linien. Der var ingen samfundsmæssige opgave, der trykkede, og det udenrigspolitiske lod man politikerne om. Programmet var – som der står – Sammenkomster til indbyrdes underholdning og morskab.
Hver mandag var der møde og udstilling. Foreningen fastholdt mandag som mødedag. Fordi der den dag også var møde i Akademirådet, og dermed var der stor chance for, at medlemmerne efter mødet i Akademirådet ville fortsætte i foreningen og ikke tage hjem. Og det medlemmerne fortsatte med var: sang og hvad man ellers havde lyst til. Man tegnede eller malede ikke sammen.
Det var på den tid, at man vedtog at optage musikere, digterne og skuespillere i foreningen. Det var i håbet om at give foreningen nyt blod, nye idéer. Der var nu ikke mange, der efterkom opfordringen til medlemskab. I løbet af de første år var der kun 1. Men det ændrede sig noget med tiden.
Kort efter nytår 1853 foreslog formanden Harald Kayser 6 af sine gode venner som medlemmer. ”Det er overmåde respektable mænd”, sagde Kayser, ”nogle af mine bedste bekendte.” Det var en assessor, en fuldmægtig og nogle grosserer, som han anbefalede i deres egenskab af ”kunstvenner”. En anden i bestyrelsen maleren Edv. Lehmann støttede optagelsen og mente, at disse 6 bl.a. kunne hjælpe medlemmerne med at få solgt deres billeder. De unge medlemmer kunne ikke lide at foreningens medlemmer nu også skulle tælle ikke-kunstnere, men de turde ikke sige deres formand imod.
Men så tog Erik Bøgh ordet: ”Jeg er overbevist om, at de herrer Assessorer, grosserere og co. kun vil være medlemmer for at overvære de løjer og det kammeratskab, de har hørt og læst om, der finder sted i foreningen. Men denne morskab finder sted, fordi det er ligesindede, der mødes. Dette vil ophøre, hvis grosserere og deslige optages som medlemmer. Så vil foreningen deles i 2 dele: de aktive kunstnere og de passive grosserere. De aktive vil kun give deres humør frit spillerum i krogene og uden for foreningen. Og de passive vil ikke finde den morskab, der havde hørt tale om og melde sig ud. Og når så foreningen er ødelagt, så kan vi takke dem, der havde sprængt den ved at lukke døren op for ”kunstvennerne”.
Det var lige det, der skulle til. På en ekstraordinær generalforamling i 1854 blev forslaget optagelse af grosserere nedstemt. Kayser blev gal, nedlagde posten som formand og meldte sig ud af foreningen. Sammen med en række af hans trofaste venner.
Erik Bøgh dannede efter herefter en ny bestyrelse med blomstermaler Hammer og lithograf Vesterberg. På en udstilling, der vistes kort tid efter, er begivenheden malet. Man ser 3 mænd omfavne hinanden, medens en rød skikkelse svæver bort i luften.
”Kayserdømmet” var styrtet.
I 1854 afholdt foreningen karneval på Hotel Phoenix. Her optrådte bl.a. foreningens bedste sangere. Koret blev kaldt ”Stormagterne”.
På hotellet var Hr. Fiedler vært. Og ham fik foreningen i begyndelsen et godt forhold til. Man flyttede derfor sit mødested fra Madame Vincent på Kgs. Nytorv hertil og sang
Men da vi ej fandt den nødvendige højde til loftet der,
så flytted vi til det anstændige Phoenix,
og nu er vi her.
Men det med anstændigheden var det så som så med. Det viste sig, at maden og drikkevarerne var af en yderst dårlig kvalitet. Nærmest uspiselig og udrikkelig. Sundhedsmyndighederne, eller Det kgl. Sundhedskollegium, som det hed den gang, sendte et brev til foreningens bestyrelse og spurgte om, hvorledes det forholdt sig ned det rygte, som var kommet Kollegiet for øre, at værten serverede Messingpunch. Man mente, at punchen var kogt i en messingkedel, så den havde fået en irret smag. Nogle medlemmer i bestyrelsen ønskede, at foreningens svar til Det kgl. Sundhedskollegium skulle tilføjes, at man også havde fået serveret Skarntyde-toddy.
Man blev således træt af Phønix og flyttede tilbage til Madame Vincent på Kgs. Nytorv, dog først efter at have haft lokaler i Apollosalen i Vildmandens gård i Østergade 32. Det er på det nuværende Strøget. Huset blev nedrevet i 1900.
Og nyt karneval afholdtes i 1860, denne gang i Casino, som lå i Amaliegade. Huset blev nedrevet i 1960. Overskuddet fra festlighederne skulle gå til genopbygning af Frederiksborg Slot. Slottets indre – undtagen slotskirken – samt spir og tage var blevet ødelagt ved en voldsom brand året før.
Casino var pyntet op som aldrig før. Som blomstermaler William Hammers Tryllehave. Der var, som det er beskrevet i et nummer af Illustreret Tidende fra dengang, en broget mængde af orientalske drapperier, baldakiner, lamper, lys, harper, skjolde, guldfade og vifter af strudsefjer. Det hedder videre, at de kunstige og naturlige blomster smeltede sammen, så det var umuligt at skelne, hvad der var lånt fra Den kgl. Blomsterhave, og hvad der skyldes blomstermaler Hammer. Der var store malerier, der i sammenhæng dannede udsigten gennem buerne ved en veranda til et kystparti på Madeira, malet af Carl Frederik Sørensen, som i dag står på kaminen.
Der var desuden en kæmpe stor frise af dekorationsmaler Carl Frederik Aagaard, som i øvrigt senere i 1883 blev formand for foreningen. Og for enden af gangen foran et transparent, der dannede en blomsternische, stod en flora i overnaturlig størrelse, modelleret af Bergslien.
Formanden for foreningen forfatteren Erik Bøgh havde skrevet en teaterforestilling om de gamle italienske maskefigurer og Prins Carneval. Og endelig havde digteren H. C. Andersen til festen og i dagens anledning skrevet et digt til melodien: Der vanker en Ridder.
Første vers af de 5 lyder sådan:
Med vajende faner, med sang og med spil
med roser og yndige blommer,
til kongeborgen nu drage vi vil
og fejre vor fest i Skærsommer.
Og Kongeborgen er altså Frederiksborg slot.
Karnevallet blev nu ikke den helt store succes, som foreningen havde håbet på. Det betalende publikum, aristokratiet, udeblev. Det skyldtes, at slottet i de sidste år var knyttet til erindringen om, at Danmarks konge Frederik den VII huserede der med Grevinde Danner. Man ville ikke bidrage til en genopførelse af slottet og dermed til kongens uhumske levevis.
Men interessen fra aristokratiet for deltagelse i foreningens karnevaller blev dog senere anderledes.
Alt er blevet anderledes. Undtagen julen i foreningen. Den fejres en mandag som vi har gjort det i de sidste 161 år.
På en sal i Lille Kongensgade
Ja, herregud, en bagsal var det kuns
Men vi var barnlige og vi var glade
Vi havde nøjsomhed – og bøf og punch.
Således sang vore kolleger på 10 års dagen for Kunstnerforeningens fødsel, fredag den 18. november 1842.
Vi går 20 år frem til 1862, hvor Kunstnerforeningen arrangerede et karneval i Casino i Amaliegade. Det var her alle de mange gæster sang og besluttede, at ”vi vil”, altså have vort eget kunstnernes hus. Her blev grundstenen lagt, som de sagde.
Man havde også udset sig forskellige byggemuligheder. Gammelholm var et sted. Det var den gang en stor have. Et andet sted var, interessant nok, Marmorpladsen. Her lå begyndelsen til Marmorkirken, en ruin, men ellers var arealet fri for bebyggelse.
Sådan begyndte karnevalet i 1862. Medlemmerne var helt vilde med tanken om et eget hus og var rede til at gøre dette karneval til alle tiders. Man beordrede derfor H. C. Lumbye og hans orkester på en halv snes musikere om at spille det allernyeste, der var komponeret, nemlig Københavns Jernbane Dampgalop.
Og så åbnede karnevalet.
Under karnevalet var der flere teaterforestillinger. Blandt andet spillede man »Teniers gør Studier i et Værtshus« og »Rubens i sit Atelier«. Men det var lidt svært at høre og især at se, hvad der foregik på scenen. Man havde nemlig regnet med at benytte den nye belysningsmetode, nemlig elektrisk lys. Det virkede imidlertid ikke, så man måtte nøjes med de farveødelæggende bengalske flammer.
Man havde det skægt alligevel. Karnevalskomiteen havde også gjort et stort og dygtigt forarbejde, men ærgrede sig over, at – som formanden og forfatteren Erik Bøgh skriver – at publikum var for passive. Publikum havde ikke klædt sig fantasifuldt ud. Man havde ikke en maske på, ikke en forloren næse eller en falsk skæg. De fleste havde blot et sort kegleformet silkefutteral med 2 huller trukket ned over hovedet. Og så var man en spidsmunk. Det så meget sort ud, når man kikkede over de mange gæster. Det hele lignede en begravelse.
Men man morede sig, og festen gav et overskud på 1.000 blanke rigsdaler, som gik til byggefonden, til et senere kunstnernes eget hus.
Og 90 år efter gik drømmen i opfyldelse. Kunstnerforeningen købte ejendommen her. Det var i 1952.
I efteråret 1867 afholdtes der et møde, hvor man ville drøfte afholdelse af en stiftelsesfest. Man ville mindes foreningens første 25 år på en eller anden seriøs måde.
Forinden var der afholdt en generalforsamling, hvor det var blevet vedtaget, at foreningen skulle have et nyt og bedre navn.
Og den 18. november 1867 afholdtes så mødet. Omkring 100 ældre og yngre medlemmer deltog. Man havde specielt inviteret stifterne af foreningen. Mange af dem var senere rejst til udlandet, hvor de arbejdede. Det vil sige Paris, Gøteborg, Stockholm, Malmø og Ålborg. Kun Malmø kunstnerne ankom, men fra de andre kom telegrafiske hilsner.
Lokalet, og jeg tror det var Casino, hvor det hele foregik, var meget flot pyntet. Som en søjlehal, hvorfra der til den ene side var udsigt over København, og til den anden side udsigt over Piazza Barberini. I midten stod de nordiske flag og ind imellem var anbragt buster af billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, maleren Christoffer Wilhelm Eckersberg og arkitekten Gustav Friederich Hetsch.
Da champagnen perlede i glassene, som det hedder i de gamle protekoller, rejste formanden, maleren Carl Bøgh sig og meddelte, at bestyrelsen havde bemyndiget ham til at erklære foreningens stifter og højtfortjente medlem, marinemaler Carl Frederik Sørensen for optagen som Æresmedlem. Som det første æresmedlem.
Derefter oplyste formanden yderst højtideligt, at foreningen havde skiftet navn fra 18. nov. til Kunstnerforeningen af 18. nov. Bare det at hedde en dato, mindede for meget om et begravelsesselskab eller et konfirmationsselskab eller en dramatisk klub.
Et af medlemmerne havde sørget for at skære et nyt stempel til foreningen. Det var den dengang 27årige gravør Johan Christian Severin Danielsen. Og det er det stempel, vi i dag benytter i foreningen.
Der var en rolig tid i Kunstnerforeningen gennem 1860erne og i begyndelsen af 1870erne. Dyremaler Carl Bøgh var formand næsten hele tiden. Kun afbrudt i nogle få år af arkitekt Charles Abrahamsen.
Man afholdt sine fester. Julefest, nytårsfest og fastelavnsfest. Og en masse andre fester samt karnevalsfester. Alle forløb helt efter bogen. Især fastelavnsfesten på fastelavnsmandag var en succes med mange delt gere og med et rimeligt overskud, et par hundrede rigsdaler, der gik til byggefonden.
Men så skete der pludselig noget. i 1870erne opstod der en opposition. Unge medlemmer havde en anden holdning til den siddende bestyrelses idealer og styrelse. Blandt dem var malerne Otto Bache, P. S. Krøyer og arkitekten Heinrich Wenck. Kvinder skulle være også være medlemmer af foreningen, mente de yngre. I 1881 tillod man derfor hårdt presset, at damer kunne deltage i foreningens karnevaler, dog kun i følge med deres ægtemænd. Og så var man træt af 10 år sammen med kødgryderne hos Madame Vincent på Kgs. Nytorv. Det førte til, at man i 1872 flyttede til Larsens selskabslokaler på Skt. Annæ Plads 13. Dette sted var mere tidssvarende.
Den 19. nov. 1870 var det Thorvaldsens fødselsdag. 100 år ville han have blevet. Købehavns kommune arrangerede en formiddagsfest i Ridehuset og belysning af museet om aftenen. Kunstnerforeningen af 18. nov. inviterede 102 kunstnere til aftenmiddag på Charlottenborg med efterfølgende fakkeltog. Efter middagen blev faklerne gjort klar nede i Akademiets gård. Her stod også alle Akademiets elever, som var blevet bedt om at deltage.
Men så skete der noget, som ingen havde kunne forudse. Uden for Akademiets port var der en masse bøller og ballademagere, der ville forhindre fakkeltoget og musikerne i at komme ud på Kgs. Nytorv. Gud ske lov var marinemaler Carl Frederik Sørensen med, og han råbte: ”Marinere frem med jer.” Og med ham og Holger Drachmann i spidsen og bevæbnet med fakler, lykkedes det at komme igennem menneskemængden. Fakkeltoget gik over til Thorvaldsens Museum, hvor man nedlagde en krans og sang en sang skrevet af arkitekturmaleren Niels Bredal. Den indledes sådan:
Henfarne Mester, høje ånd,
Vi flokkes festligt i dit tempel.
...
Hvor du hviler, hjemlig, rolig,
Midt i det skønne, du har skabt.
Så gik de alle sammen hen til Madame Vincent, til kødgryderne. Sammen med akademieleverne. Hvoraf mange senere blev medlemmer. Og så festede man.
Her i foreningen er der nogle medlemmer, der nok synes, at der trænges til lidt frisk luft i lungerne. En ny og anderledes bestyrelse er tiltrængt. Sekretæren oplyser i sin meget korte 3-års-beretning – på 13 ord - : der er i de sidste 3 år intet af betydning sket i Kunstnerforeningen.
Sådan hed det sig i 1881.
Ikke at man var utilfreds med formanden Carl Bøgh. Men det hele kørte bare på rutinen. Der skete ikke noget nyt.
I al hemmelighed dannede nogle af medlemmerne en sammensværgelse med det formål at overrumple og styrte den gamle bestyrelse. De holdt møder på Restaurant Trantel i Havnegade for at forberede deres Coup de main.
I mange år havde generalforsamlingerne henslæbt sig i traditionel søvnighed. Bestyrelsen blev altid genvalgt, og alle bestyrelsens forslag blev vedtaget uden debat og mukken.
Pludselig under generalforsamlingen trådte den hemmelige gruppe i aktion. Den blev anført af Vilhelm Pacht. De andre i gruppen var landskabsmaler Vilhelm Groth, billedhugger Axel Hansen, Erik Schiødte og skuespilleren Olaf Poulsen.
Pacht gik hen til formanden med en pakke med røde sedler og spurgte, om han måtte dele dem ud til de fremmødte. Og Bøgh, der ikke anede uråd, sagde naturligvis ja til det. De røde sedler viste sig at være et vildt valgråb, der opfordrede medlemmerne til at udskifte den gamle bestyrelse for derved at skabe muligheder for nye initiativer. Sedlerne gjorde megen lykke i generalforsamlingen og førte til det bøghske regiments undergang.
Den ny bestyrelse kom efter et valg til at bestå af Laurids Tuxen, der blev formand, Pacht, O. Hermansen, Thorvald Niss, Axel Hansen, Olaf Poulsen og kapelmusikus Anton Svendsen. Tuxen blev efter nogle få måneder afløst af Vilhelm Dahlerup. Dahlerup var på det tidspunkt en kendt og agtet person.
Nu skulle den ny bestyrelse vise, hvad den duede til.
Vi er i begyndelsen af 1881. Arkitekt Jens Vilhelm Dahlerup er formand for Kunstnerforeningen, og hans og hans stab skal nu vise, hvad de duer til.
Dahlerup var født i 1836 i Norup præstegård ved Mariager. Han var lidt af et arkitektgeni. Han kom på Kunstakademiets arkitektskole som 20 årig, vandt den Neuhausenske præmie som 21årig, den lille og store sølvmedalje som 22årig, Æresmedaljen på 23årig, den Neuhausenske præmie igen som 24årig, den lille guldmedalje som 25årig og den store som 26årig og så videre. Hans mest kendte bygninger er Pantomineteatret, Statens Museum for Kunst (1. præmie i en konkurrence).
Det første, bestyrelsen kastede sig over, var udstillinger. De havde ligget stille i flere år. I februar åbnede den første, der var en præsentation af tegninger og akvareller. Men der var noget ganske særligt og opsigtvækkende med udstillingen. Alle kunstværkerne var belyst med gaslys, der sad på en rampe under loftet. Noget ganske nyt.
Og så arrangeredes julefest og fastelavnsfest med teaterforestilling og quizzer. Bestyrelsens medlemmer var naturligvis udklædte. På hovedet en omvendt sivkurv med bjæller, på kroppen en tætsluttende uldtrøje og med røde opslag og om halsen en stor hvid pibekrave.
Og medlemsantallet steg med 18% på 1 år, til 161. Man forsøgte også noget med aftenunderholdning i finere stil, med koncert og bal. Men det kiksede. Næ, karneval var sagen. Og det holdt man i foreningens lokaler på Skt. Annæ Plads 13.
Et af rummene var omdannet til en italiensk loggia med søjler og vinranker og med udsigt til vandet. Et andet rum var indrettet som tronsal for Prins Karneval med forgyldte møbler, spejle, blomster og rødmalede vægge. Det store rum havde elektrisk lys (noget ganske nyt) og havde på endevæggen et vinterlandskab, malet af Thorvald Niss, men på hovedet, hvor loftet dannede en sneflade.
Dette karneval blev et hit. Elegant og smagfuldt, hyggeligt og bevægende i ret beskedne former. Det skulle blive det første i en lang række. Og så med damer. Ganske nyt.
På generalforsamlingen i december måned 1881 diskuterede man ivrigt, om der skulle laves en udstilling i Industriens Hus på Rådhuspladsen. Det skulle være en udstilling om dansk kunst. Og nogle måneder senere kunne man åbne en flot udstilling. Der solgtes for omkring 19.000 kr., hvilket i dagens priser vel svarer til omkring 5 mio. Udstillingen gav ikke noget stort overskud. Men det var heller ikke meningen. Meningen var at fortælle omverdenen, at Kunstnerforeningen af 18. November var mere end fest og ballade. Det var også en Kunstnerforeningen med kunst som det primære.
På næste års generalforsamling anbefalede bestyrelsen således, at sektion 2’s medlemmer, d.v.s. digtere, komponister, skuespillere og lign., som vel måtte anses for at være de mest festglade, kun måtte udgøre 1/5 af det samlede medlemsantal. Forslaget blev dog ikke vedtaget. Man bibeholdt 1/3. Faktisk som det er i dag.
Men der var røre i luften i hele det åndelige og politisk interesserede København. Gamle venner kom op at skændes. Studentersamfundet meldte sig ud af Studenterforeningen, og i Kunstnerforeningen lød der røster om at tage mere hensyn til åndens krav og noget mindre til punchen. Bestyrelsen besluttede således med Charles Abrahamsen som formand og med bl.a. P. S. Krøyer, Laurids Tuxen og Vilh. Bergsøe som medlemmer i bestyrelsen at indskrænke udskænkningen af punch til kun 1 gang om måneden.
I begyndelsen af 1880erne skulle bestyrelsen tage stilling til optagelse af forfatteren Erik Skram som nyt medlem af foreningen. Skram havde frivilligt deltaget i krigen i 1864 og havde skildret det tabte Nordslesvig i bogen »Hinsides Grænsen« samt om slaget om Als. Bestyrelsen skulle stemme om det, og det gjorde man med ja- og nej-kugler. Da afstemningen var færdig, måtte formanden, der var Laurids Tuxen, konstatere, at der var flere ja-kugler end medlemmer, der var tilstede. Det førte til indkaldelse til en generalforsamling ugen efter med omvalg på dagsordenen. Skram fik lige akkurat stemmer nok til at blive medlem.
Hovedbegivenheden i 1883 var dog en fest. Naturligvis. Man havde lejet et dampskib. Foreningen gik ikke i små sko. Foreningen havde i dagene mandag den 2. til torsdag, den 5. juli inviteret til Nordisk kunstnermøde. Mødet fandt sted på Charlottenborg med udstilling af omkring 750 værker. Blandt dem var Krøyers Italienske Hattemagere fra 1881 til salg. Det blev købt af tobaksfabrikant Hirschsprung for 3.000 kr. Det svarer vel til 1 mio. i dagens penge. Nå, tilbage til dampskibet. Det sejlede med 350 nordiske medlemmer og gæster fra København til Skodsborg. Her indtog man en let frokost på terrassen ved småborde. Derefter kørte man i hestevogne gennem Dyrehaven til Klampenborg via Kirsten Pils Kilde. Ved kilden serveredes Rystetoddies. En rystetoddy laves af vand fra Kirsten Pils Kilde. Vandet blandes med cognac i en karaffel. Dertil tilsættes noget sukker. Og så ryster man det hele, indtil sukkeret er opløst. I tidsskriftet Punch i 1883 kunne man læse: »Til Kilden ned nu gaaer jeg | Og slukker Tørsten i dens Chrystal. | En Rystetoddy er ei saa gal«.
I teatersalen i Klampenborg serveredes middag kl. 18. Der blev holdt særdeles mange taler. Også en bordtale i bogstaveligste forstand. Taleren stod oppe på bordet. Sikkert stærkt beruset. Der blev danset, hvorefter man tog hjem til København med ekstra tog og det lejede dampskib. Alle mente, at det havde været et udmærket fest, som det udtrykkes i de gamle bøger.
Og det hele er beskrevet i Ude og Hjemme nr. 299, 301 og 302 fra 1883 og rigt illustreret af Poul Fischer.
Men, for der er også et men. Festkomiteen havde været nødsaget til at optage et lån i Byggefonden på 1000 kr. (svarende til ¼ mio. i nutidens penge) for at dække udgifterne. Det var ikke så godt. Den nyvalgte formand dekorationsmaler Carl Frederik Aagaard stillede derfor betingelser for at blive formand.
Og medlemmerne var utilfredse med, at bestyrelsen havde optaget dette lån. Carl Frederik Aagaard valgtes som formand. Desuden valgtes 2 yngre medlemmer, nemlig maleren Thorvald Niss og kammersanger Niels Juel Simonsen. Den sidste forsøgte, men forgæves, at genoplive foreningens sangkor.
Året efter, altså i 1884, afholdtes i februar igen karneval. Det foregik i Casino, som Kunstnerforeningen havde lejet og udsmykket. Indgangen var som den syvende himmel. Herfra kunne man kikke gennem et forgyldt gitter ind i lokalerne, hvor der skulle festes. Første salen var udsmykket med malerier af kæmpe tulipaner. Der var hvide tæpper, der som bølger hang ned fra loftet, og det hele opgivet af vedbend. En anden sal var indrettet som et skibsdæk med en kæmpe mast opstillet lige i midten. Og med sejl og flot udsigt til Ishavet. En tredje sal var indrettet som en maurisk hal med udsigt til et spansk landskab. Her var også opstillet et telt, hvor en spansk sangkor optrådte. Karnevallets koncertprogram var i rødt og tegnet af maleren P. S. Krøyer, og teksten var naturligvis på spansk.
Formand Aagaard ville nu have lidt alvor ind i foreningens arbejde. Det skete efter en aften, hvor Olaf Poulsens tyrkiske dameorkester spillede for medlemmerne i Larsens selskabslokale på Sankt Annæ Plads 13. Det var her foreningen holdt til i mange år, nemlig fra 1872 til 1914. Der blev traditionen tro serveret punch. Man drak det hele og fortsatte så i anden fest, der afholdtes i huset. Det var til en maskeradefest arrangeret af tapetserernes fagforening.
Men foreningen kunne også selv og afholdte maskerade eller fastelavn. Det blev en meget krydret aften, idet nogen havde puttet peber i fastelavnstønden, hvilket medlemmerne døjede med hele aftenen.
Næste arrangement var nu mere alvorligt og helt efter formand Aagaards nye stil. Det var et foredrag med en vis hr. Lund, der skulle fortælle om Kristusbilleder. Vi ved ikke med sikkerhed, om dette foredrag blev afholdt.
I 1880erne blev der stillet forslag om, at et nyt Statens Museum for Kunst skulle bygges. Det skulle ligge i Kongens Have, tæt ved Rosenborg Slot. Museet skulle jo være en form for en fortsættelse af det tidligere De danske kongers Kunstkammer. Det havde haft til huse på Christiansborg slot. Men det brændte i 1884. Mange malerier blev dog reddet, og de skulle jo igen op at hænge.
Bestyrelsen i Kunstnerforeningen indkaldte til møde – et meget velbesøgt møde - om sagen, og her blev det vedtaget, at det gik sandelig ikke. Man skal ikke bygge hus i Kongens Have. Det ville være uheldigt, som man skrev. Museet måtte ligge et andet sted.
Det andet sted blev et hjørne i Østre Anlæg. Det var OK, mente Kunstnerforeningen. Der blev udskrevet en arkitektkonkurrence, som et af medlemmerne i Kunstnerforeningen vandt, og han skulle så opføre det ny museum. Hans navn var arkitekt Vilhelm Dahlerup. En af grundene til, at netop dette projekt blev valgt, kan skyldes, at det er drejet på grunden i forhold til gaderne, så det på denne måde henvender sig til Rosenborg Slot. Forbindelsen er opnået.
Ligestilling var også noget, der optog bestyrelsen og medlemmerne meget i disse år. Der stod i lovene, at kunstnere kunne blive medlemmer, så der skulle blot indføjes et enkelt ord, nemlig kunstnerinder, så skulle sagen være i orden. Men nej. Foreningen var for mænd, og kun for mænd. Kvinder kunne deltage ved festlige lejligheder, ikke til møder og diskussioner.
I slutningen af 1880erne holdt Kunstnerforeningen mange fester. Der var hvert år fastelavnsfest, pølsegilder, stiftelsesfest, julefest og sommerfest. Sommerfesten afholdtes for resten om vinteren. Til disse fester var damer velkomne. Men ikke til foreningens møder og diskussionsaftener.
I 1890 holdt man fest i et fiskerleje, som Kunstnerforeningen havde lejet og fået omdannet, så det lignede en krohave. For at højne illusioner havde foreningen købt 2 grise, der løb rundt mellem de mange medlemmer og damer. Dette gjorde stor lykke. Da festen var overstået, stod man dér med 2 grise, som man ikke kunne komme af med. Hvad gjorde man så? Bestyrelsen spiste dem og skyllede dem ned med champagne, som den havde fået af ejeren som tak for, at han måtte beholde dekorationerne til en senere maskerade.
Fester var der nok af, men fremmødet på mandagsmøderne var sløjt. Selv udstillingerne i lokalerne kunne ikke rigtigt lokke medlemmerne til. Formanden Thorvald Niss fik en idé. Han og nogle medlemmer gik i gang med at male et af rummene i en anden farve end den blå, den havde, og fyldt med roser. Dette gav en større hygge, håbede man på. Det foregik i de lejede lokaler hos Larsen på Sankt Annæ Plads 13. Men udover det, foreslå Niss også, at udstillingsmiddagen, der skulle afholdes den 31. marts 1890, skulle være en damefest. Hans forslag gik igennem, og idéen gjorde lykke. Omkring 100 medlemmer og damer deltog. Og man besluttede, at det fra nu af skulle være en fast tradition med en udstillingsmiddag med damer.
Så skulle man tro, at kvinder snart kunne optages i foreningen. Og det var også lige før. På generalforsamlingen i 1891 faldt forslaget med 19 stemmer for og 20 imod. Til gengæld besluttede man enstemmigt at nedsætte et udvalg, der skulle finde frem til, hvorledes foreningen kunne blive mere åndfuld, f. eks. kunne man indrette en læsestue. Udvalget drøftede også evt. nye lokaliteter og kvinders optagelse. Men det allervigtigste var et forslag om at udvide medlemsskaren og neddrosle antallet af fester. Det blev foreslået at indbyde Foreningen af 10. Januar 1879 til at være medlemmer. Det var en eksklusiv forening af bildende kunstnerne, der alene mødtes om faglige sager. Formand Niss anbefalede stærkt en sammenlægning af de 2 foreninger.
Det skulle imidlertid vise sig, at det ikke var en nem sag. Foreningen af 10. Januar bestod af medlemmer, der alle var billedkunstnere, medens Kunstnerforeningen af 18. November også havde medlemmer, der var skuespillere, forfattere og musikere. Og det var netop disse medlemmer, der var skyld i, at byggefonden havde oparbejdet et klækkelig formue efter afholdelse af karnevaller, fester, tombola og lign. Dette var et synspunkt, dekorationsmaler Carl Frederik Aagaard, den tidligere formand, fremførte på generalforsamlingen i 1891, og han blev bakket op af maleren Otto Bache, som sagde:
»Gamle 18. November består ikke blot af bildende kunstnere, men så sandelig også af de andre kunstarters dyrkere. Den gamle lystighed har ofte været ubetalelig. Jeg har i hvert fald mange kære og glade minder fra en tid, hvor alle bidrog til fornøjelsen.«
Hertil svarede forslagsstilleren, maleren Chas. Hinné, at en sammenlægning af de 2 foreninger sammen skulle arbejde for kunstnerinteresserne og tillige for det personlige samliv. Og så tilføjede han:
»Med hensyn til de pekuniære forfold er en indskrænkning af udgifter til punch særlig ønskelig« og fortsatte:
»Ikke-bildende kunstnere skal ikke have stemmeret i spørgsmål, der angår kunstnernes interesser.«
»De har aldrig blandet sig deri« kom det nede fra salen fra maleren Carl Neumann. Og det var det sidste, han sagde. Lige efter døde han. Carls bror, mølleejer A. Neumann sendte nogle dage senere 4.000 kr. til byggefonden, som Carl havde siddet i bestyrelsen for.
Nå, forslaget om en sammenlægning blev vedtaget, og en fælles bestyrelse blev valgt på næste års generalforsamling i 1892. Loven blev revideret, og den vigtigste ændring var i §2, hvor ordet ’kunstnerinder’ kom til at figurere for første gang. Kvinder kunne blive medlemmer, og det var der flere, der blev, især tidligere medlemmer hos Foreningen af 10. Januar. Medlemsantallet steg med 50% fra 160 til 281 i løbet af 2-3 år.
På generalforsamlingen i 1892 besluttedes det, at nu kan kvinder godt blive medlem af Kunstnerforeningen. Men ikke nok med det. Man besluttede også at ændre på formuleringen i lovenes §1, så det tydeligt viste, at foreningen i første række vil være en forening til varetagelse af de bildende kunstneres interesse. Man vedtog endvidere, at kun 1/3 af foreningens indtægter måtte anvendes til selskabelige formål.
Bestyrelsen med dyrehavemaler Thorvald Niss som formand gik fluks i gang med det seriøse arbejde, der omfattede en tilslutning til fremmede udstillinger, aftaler med tyske og danske kunsthandlere samt kontrakt med speditører og papkassefabrikker. Man afholdt kunstnermøder, hvor der bl.a. blev drøftet en udstilling i Chicago og erhvervelse af et nyt lokale til foreningens medlemmer. Det sidste lykkedes dog ikke. Man måtte vente yderligere 60 år.
Men én fest skulle der dog afholdes. Nemlig 50 år fødselsdagen. Meget mod sin vilje blev bestyrelsen tvunget til at yde kr. 1000 til festen. Den blev afholdt i Madame Vincents lokaler på Kongens Nytorv 21. Foreningens medlemmer var inviteret med damer, desuden Akademiets direktør, Æresmedlemmerne og tidligere formænd samt endnu levende stiftere. Og ved bordet snakkede man om, hvor mærkeligt det var, at man sad ved siden af en dame, der – ligesom en selv - også var medlem af foreningen. Men også om, hvor dygtig og ivrig en bestyrelse, man havde.
Digteren Holger Drachmann havde skrevet en sang til festen. Og den lyder således:
Saa fejrer vi den skønne Fest
- med skønne Damer her ved bordet -
og gi’er hver muggen Strid sin Rest,
om den og den skal »føre Ordet«!
En Kunstner være kan saa stor
Han vil – men gør ej mange Ord
Ét er vel nok ved dette Bord –
Et Leve Attende November!
Nu skulle man jo tro her i 1892, efter at kvinder kunne blive medlemmer af Kunstnerforeningen af 18. Nov., at der virkeligt skulle festes. Men nej. Generalforsamlingen havde jo besluttet, at kun en tredjedel af kontingentpengene måtte gå til fester.
Formanden Thorvald Niss var bestemt, og hans efterfølger samme år, altså i 1892, Laurits Tuxen, var ligeså bestemt. Og det gjaldt også den senere formand professor C. Soya Jensen. Han var i øvrigt udover at kunne male akvareller et forretningsgeni, som kom foreningen til gode. Det samlede beløb til fester, som bestyrelsen bidrog med, var 180 kr., som var noget under den vedtagne maximale grænse.
Så det var lidt småt med fester sammenlignet med før i tiden.
Foreningens 282 medlemmer afholdt dog den 13. februar 1893 fastelavnsløjer i kostumer og fælles spisning og den 3. marts samme år et karneval i det nuværende Odd Fellow Palæ. Den gang hed det Koncert Palæet. Som der står i programmet måtte herrer kun møde i damedragt, når dette i forvejen var aftalt med arrangørerne. Entréen for herre var 8 kr. og for damer 6 kr.
Men så gik der også et helt år, før man festede igen. Det var atter et karneval og igen i Odd Fellow Palæet. 1.200 gæster deltog og overskuddet blev på 2.652 kr. og 46 øre.
Beløbet gik direkte til den såkaldte byggefond. Man sparede jo op til at erhverve egne lokaler. Man var træt af at bo til leje i Larsens selskabslokaler på Sankt Annæ Plads 13. Det var i øvrigt her lægen Niels Finsen senere boede som ung student, og hvor kan gjorde sine første iagttagelser om lysets helbredende virkning på hudsygdomme.
Men lys og hudsygdomme var ikke noget, Kunstnerforeningen snakkede om. Nej, man ville have egne lokaler.
I 1890erne handlede det som nævnt i Kunstnerforeningen om at få sit eget hus eller i hvert fald sit eget lokale. Foreningens medlemmer var nemlig trætte af at være i lejede lokaler. Man ville have sit eget. Derfor nedsatte man på generalforsamlingen i slutningen af dette årti en arbejdsgruppe, der for det første skulle komme med forslag til en bedre forrentning af pengene i Byggefonden, som jo var foreningens opsparingsfond med overskud fra de mange fester og karnevaller, og dernæst forslag til, hvorledes man skulle erhverve eget hus eller blot eget lokale.
Arbejdsgruppen foreslår, at foreningen køber et stykke jord i Østre Anlæg og dér bygger et beskedent hus. Det viser sig at være for kostbart. Så foreslås det, at man får øget formuen i Byggefonden ved at bortlodde en række af medlemmerne kunstværker. Men det advarer formanden, maleren Gotfred Christensen, den tidligere formand dekorationsmaler Carl Frederik Aagaard og maleren P. S. Krøyer imod. Det er ikke de bedste tider for kunstnerne, og man risikere ringe priser for billederne, siger de. Gruppen drøfter også at erhverve et lokale i samarbejde med Journalist- og forfatterforeningen samt Arkitektforeningen, men det bliver heller ikke til noget. Så det hele ender med at arbejdsgruppen konkluderer, at anskaffelse af eget lokale bliver den vigtigste opgave, ja en hovedopgave for fremtidige bestyrelser i Kunstnerforeningen af 18. Nov.
Siden 1892 er der også andre ting, bestyrelsen i Kunstnerforeningen er optaget af. Der skal opstilles medlemmer til valg til Akademirådet og til Udstillingskomitéen. Den skal finde ud af, hvem der skal udstille på de internationale kunstudstillingen i Antwerpen i 1894, i Lübeck i 1895 osv. samt udarbejde ny lov for tombola-virksomheden og censurforholdene ved Charlottenborg-udstillingerne. I 1894 skulle man også tage stilling til, om man ville tilråde en flytning af den kongelige malerisamling til det nye museum. Derfor spurgte man kollegerne ved museerne i Berlin, München og Dresden om deres mening.
Det var forbi med de små og hyggelige fastelavnsfester i foreningens lejede lokale. Vi er i slutningen af 1800 tallet. I stedet afholdt man store offentlige karnevaller. Det skete i Casino og i Odd Fellow Palæet og ofte i samarbejde med en anden forening, Studenterforeningen eller Journalistforeningen. Overskuddet gik hver gang til Byggefonden. De mest originale karnevaller blev holdt i 1893 og i 1900, hvor lokalerne var indrettet henholdsvis som et Helvede, og som at være i Siam, det der i dag hedder Thailand. Og så var der Sommerkarnevallet, der afholdtes i lokalerne på Skt. Annæ Plads. Her ankom medlemmerne i deres aflagte sommer-dress. Det gav et overskud på 500 kr. Mange penge den gang.
Men der var uro i bestyrelsen. Et af medlemmerne, maleren Charles Frederik Hinné, der ellers havde udført et værdifyldt arbejde med at reorganisere foreningen, havde overskredet sine beføjelser, mente andre bestyrelsesmedlemmer. Det handlede om deltagelsen i Lübecker-udstillingen, hvor Hinné ikke ville forlade sit sæde som jurymedlem. Det førte til en ekstraordinær generalforsamling med krav om Hinnés afgang. Men forsamlingen stemte imod. Og så gik bestyrelsen. Foreningens eksistens var truet. I huj og hast fik man dog etableret en midlertidig bestyrelse.
Det var i en trykket stemning, man fejrede foreningens fødselsdag det år. Det var i største tarvelighed. Blot et pølsegilde.
Bertelaften, eller som man tidligere kaldte den, Stiftelsesdagen, blev som nævnt i 1895 fejret med et pølsegilde. I største tarvelighed.
Men så kom professor, maleren Otto Bache på banen. Hans humane personlighed og hans kunstneriske autoritet gjorde ham selvskrevet til at lede foreningen. Og han blev også valgt til formand på generalforsamlingen året efter. »Jeg vil ikke lade foreningen i stikken« sagde han. Men han lod sig vælge til formand på visse betingelser: Alle stridigheder skulle ophøre og et godt kammeratskab skulle være fremherskende.
Men Otto Bache var nu kun formand i et år. Så blev akvarelmaleren Carl Martin Soya-Jensen valgt til formand. Han var født i Odense i 1860 og tog den filosofiske eksamen som 20 årig, hvorefter han studerede fysik. Men han havde lyst til at male med akvarel og takket være et legat fra Den Hielmstjerne-Rosencroneske Stiftelse, som 132 år senere økonomisk støttede udgivelsen af Kunstnerforeningens 175 års jubilæumsbog, fik han en akvareluddannelse på École des beaux-arts i Paris. I 1895 giftede han sig, og ægteparret fik en søn, som fik navnet Carl Erik Martin. Sønnen blev senere en berømt forfatter. Navnet var Soya.
I Soya-Jensens bestyrelse var også en kvinde. Frk. Augusta Dohlmann. Hun var den første kvindelige kunstner, der var medlem af Kunstnerforeningens bestyrelse. Hun var en forkæmper for lighed for kvinder og var med til at stifte Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder, var medlem af komiteen bag Kvindernes Udstilling i 1885 og kæmpede for, at yngre kvinder lettere kunne få andel i midler fra legater og fonde. Og så var hun stifter af et legat for kvindelige blomstermalere.
Man afholdt også julefester, som vi gør det her. Men den gang med originale påfund, f. eks. med fremstilling af de såkaldte menufigurer, som vi fortsat har nogle stykker af i bestyrelseslokalet samt en juleplatte.
Det var også på det tidspunkt, at levende musik blev en almindelig del af foreningens arrangementer. Foreningen købte eksempelvis en mandolin, som visse af medlemmerne kunne spille på. Musikken var dermed blevet indført i foreningen.
Man begyndte også at abonnere på udenlandske kunsttidsskrifter, som fremlagdes på mandagsmøderne, og som ivrigt blev diskuteret og kommenteret. Disse tidsskrifter har vi stadigvæk nogle eksemplarer af.
I 1898 blev billedhugger Theobald Thielemann udnævnt som æresmedlem som tak for, at han havde doneret en ret stor sum penge til foreningen, og året efter blev Otto Bache ligeledes æresmedlem for sit trofaste medlemskab og som en udmærket kunstner.
I 1902 skulle foreningen så afholde sit 60 års jubilæum. Under festen ankommer der 3 telegrammer, som får gæsterne til næsten at få den sprængte and med gemyse galt i halsen.
Der er et fra Ministeren, et fra Studenterforeningen og et fra Münnchener Künstlergenossenschaft. Alle medlemmerne og gæsterne klappede i deres små hænder ved modtagelsen af disse telegrammer. Sådanne fine telegrammer fik vi ikke, da vi i 2017 fejrede vort 175 års fødselsdag. Men vi fik så meget andet. Det vil jeg senere komme tilbage til.
Men tilbage til festen i 1902: alle de 100 tilstedeværende herrer var i kjole og hvidt og damerne i lange kjoler. Der var virkelig stil over det. Der blev serveret klar brun suppe, kabliau med østers i skaller, sprængt and med gemyse, dådyrryg, compot, osterouletter, is, mocca, rødvin, champagne og sherry. Til en pris af 3 kr. Den rigtige pris var 7 kr. og 50 øre, men foreningen gav altså et tilskud til menuen.
Så skal I lige have at vide, at 3 kr, lyder ikke at ret meget, men det svarer faktisk til 220 kr. i nutidens penge.
I denne periode var der flere formænd for foreningen. Kunstmaler Laurits Tuxen var én af dem. Han var hele Europas portrætmaler. Personer fra det ene kongehus og grevskab blev malet af Tuxen. Og han var hurtig. Han kunne – sagde man – alle medaljerne udenad. Han efterfulgtes af marinemaler Blache, så kom maleren Gotfred Christensen og året efter professor, maler Otto Bache. Bache var kun formand i nogle få måneder. Så kom professor, akvarelmaler C. Soya-Jensen. Det var i 1896, og han var formand de næste 12 år.
Det var under ham, at byggefonden voksede til 18.000 kr. og Understøttefonden til 13.800 kr. Og det var mange penge den gang.
Pengene kom fra overskud ved foreningens mange udstillinger, tombolaer og fester.
Tænk, kære medlemmer, hvis I havde levet på den tid, var det årlige kontingent, I skulle betale 8 kr. Det svarer til nutidens 560 kr. Altså 160 kr. mere, end vi betaler i dag.
Mere følger ...